De danske forhandlere kan mærke den positive effekt af Apples succes, og forventningerne til det fortsatte Mac salg er høje. Det skriver Computerworld.
Merlins indkøbschef Ivar Hardarson har noteret en stor stigning i salget af Apples produkter.
»Der er en øget efterspørgsel efter Mac-computere. Det ser vi både på salgstallene og på, hvad kunderne fortæller vores personale. Sidste år var otte procent af salget af bærbare computere Macs, og vi forventer en øget andel i år,« siger han til Computerworld.
Hos Elgiganten fortæller salgschef for dataprodukter Jan Kirkedal, at omkring 15 procent af det samlede computersalg i Elgiganten er Mac. Som konsekvens af de høje salgstal vil Elgiganten øge deres udbud af Apple-produkter.
»Vi forventer at få Apple-produkter ud i alle vores butikker i løbet af september. Det er selvfølgelig noget vi gør, fordi vi kan se, der er et stort potentiale salgsmæssigt,« siger han.
En ny amerikansk undersøgelse har vist, at 43 procent af de studerende, der skal ud og købe en ny computer, vil vælge en Mac.
»Når jeg kigger på Mac-efterspørgslen er det ikke helt så udpræget her i Danmark som i USA, men det går afgjort i den retning,« siger en optimistisk Ivar Hardarson fra Merlin.