Acer har gennemført et vigtigt skridt i forsøget på at dæmme op for rivalen Lenovos europæiske pc-satsning.
Det sker efter, at Acer har købt 75 procent af aktierne for 31 millioner euro (knap 231 millioner danske kroner)- i Packard Bell's europæiske moderselskab, PB Holding.
Overtagelsen af PB Holdings aktier kommer efter, at Acer i august 2007 netop opkøbte amerikanske Gateway, der havde forkøbsretten til Packard Bell. Opkøbet var en bitter pille at sluge for Acers konkurrent, Lenovo, som på et tidspunkt sad i forhandlinger med Packard Bell.