I november 2006 annoncerede Tech Data, at distributøren havde hentet Kim Brøndsted ind som salgsdirektør fra konkurrenten Actebis. Men hvis Tech Data havde regnet med, at Kim Brøndsted skulle starte med det samme, havde selskabet glemt at tage højde for Actebis-direktør Torben Qvists benhårde jobklausulpolitik. Actebis-direktøren stod fast på Brøndsteds konkurrenceklausul og blokerede derfor for, at Brøndsted kunne starte hos Tech Data før nu.
Syv måneder lød jobklausulen, som Kim Brøndsted havde med fra sin tidligere stilling som salgschef i Corporate Dealer afdelingen hos Actebis, på.
»Kim Brøndsted var værd at vente på. Nu hvor han er på plads, har vi en toptunet og fuldtallig organisation, som har forudsætninger for at skabe virkelig stærke resultater,« siger Carsten Braunschweig, der er administrerende direktør i Tech Data.
Det er ikke første gang, at Tech Data og Actebis er ude i en sag med jobklausuler. Også da forhenværende Tech Data-direktør Hans Vitalis kom fra Actebis til Tech Data blokerede Actebis-direktør Torben Qvist For ved hjælp af en konkurrenceklausul Vitalis tiltræden i flere måneder.
For Kim Brøndsteds vedkommende havde han været hos Actebis i seks år, da Tech Data henvendte sig til ham for at hente ham ind til stillingen som salgschef.
»Jeg sagde ja til jobbet, fordi det var tydeligt, at Tech Data har den styrke og vilje, der skal til for at blive en af fremtidens vindere på distributørmarkedet,« siger Kim Brøndsted.
Kim Brønsted er ikke ubekendt med Tech Data. han arbejdede hos Tech Data fra 1994-2000, hvor han tog turen fra deltidsansat på lageret til Key Account Manager.