Fremtiden er usikker for Siemens Mobiles 300 mand store udviklingsafdeling i Nørresundby, for den nye ejer - taiwanesiske BenQ - ønsker at konsolidere sine udviklingsaktiviteter, og det ser ikke ud til, at Nørresundby bliver det nye kraftcenter.
»Det har vist sig at være svært at integrere udviklingen af telefoner direkte i produktionen med udviklingssteder mange steder i verden. Så derfor arbejder vi på at prøve at samle udviklingsstederne i BenQ-Siemens i ganske få steder,« siger BenQ-topchefen Clemens Joos til Berlingske Tidende.
Han forklarer, at selskabet arbejder med en strategi om at 80 procent af en telefon skal kunne udvikles på ét sted, og foreløbig ser det ud til, at udviklingsafdelingerne i München, Taipei og Shanghai vil blive de centrale udviklingsafdelinger.
»Men det står i dag klart, at det danske udviklingsfirma er for lille til at blive et af de primære udviklingssteder med ansvar for 80 procent af udviklingen af en telefon. Omvendt kan vi sige, at de har været meget effektive i at udvikle de produkter, de blev sat til under Siemens Mobile,« siger han.
I øjeblikket er BenQ-Siemens ved at gennemgå sin produktlinje og først derefter vil strategien for den kommende konsolidering blive fastlagt.