It-company i Randers, der primært leverer server- og pc-løsninger til erhverv, har formået at præstere et lille overskud på 150.000 kroner på et halvt år.
26-årige Michael Schou har nemlig sat sig i direktørstolen i dét firma, som han selv engang arbejdede for, som system-konsulent.
I oktober sidste år købte han aktiviteterne i MM Company i Randers, der havde et underskud på minus 176.000 i 2005. Han overtog alt lige fra medarbejdere, lokation til kundedatabase - lige med undtagelse af CVR-nummeret, fordi det var for besværligt.
»Mogens Nørgaard, den tidligere ejer i MM Company nåede pensionsalderen, og så var det oplagt at jeg tog chancen. Jeg havde været i firmaet i to år siden år 2000, og blev senere hyret som freelance-konsulent for en fælles kunde. Man kan roligt sige, at jeg var på det rette sted på det rette tidspunkt« fortæller han.
Med en Handelsskoleuddannelse suppleret med en datamekaniker/ it-supporter-uddannelse har Michael Schou været it-konsulent siden han var 18 år.
»Jeg har altid drømt om at være selvstændig. Fordelen ved at købe MM Company har været, at jeg ikke har købt katten i sækken,« lyder det fra ham.
Michael Schou, der er daglig leder for tre medarbejdere har det underligt med pludselig at skulle sidde på den anden side af bordet.
»Mine kollegaer har taget det fint, de kender mig jo og omvendt. Alder betyder ingenting, det handler om personen og erfaring,« siger han.