Det danske iP-teleselskab V2Tel er ikke kræsne, når det gælder om at invitere nye forhandlere ind i varmen. Alle forhandlere, der henvender sig til erhvervskunder, og som har mod på IP-telefoni er velkomne.
Ifølge administrerende direktør Jørgen Weber, søger selskabet forhandlere på især Sjælland og Fyn, der kan være med til at sætte turbo på salget til mere end de nuværende 3-400 brugerlicenser om ugen.
Jørgen Weber understreger, at de nye forhandlere ikke behøver at være hverken telebutikker eller it-forhandlere.
»Det vigtigste er, at forhandlerne har mod på IP-telefoni og henvender sig til erhvervskunder. Så selvom man eksempelvis sælger kopimaskiner, kan man godt blive forhandler hos os. Flere af vores nuværende forhandlere sælger faktisk også kontorudstyr,« fortæller Jørgen Weber,.der tidligere har været TDC Mobil direktør.
V2Tels nuværende knap 50 forhandlere består af både telekæder, IT-leverandører og mobilforretninger.