Finske F-Secure styrker nu sin position på retailmarkedet med en aftale om, at producentens sikkerheds-, antivirus- og backup-produkter bliver en del af sortimentet hos Elgiganten.
»Vi vurderer, at F-Secures sikkerhedsprodukter styrker vores produktportefølje inden for antivirus og data-backup, der er områder, som vi oplever en stigende efterspørgsel på i vores varehuse,” siger Jan Kirkedal, salgschef hos Elgiganten Danmark.
Ifølge en pressemeddelelse har F-Secure siden 2007 firedoblet sin omsætning i Danmark. Nu ser man frem til yderligere vækst i kraft af, at produkterne kommer på hylderne i Elgigantens 30 varehuse landet over og online på www.elgiganten.dk.
»Det er et vigtigt skridt for F-Secure, at vi nu møder forbrugerne direkte,« siger Michael Dahl, der er landechef for F-Secure Danmark.