Indtil nu har it stort set ikke fyldt noget i valgkampen. Men med statsministerens offensiv om et nyt ministerium med fokus på it, rykker emnet ind på dagsordenen.
Og i sidste ende vil it fylde markant i et regeringsgrundlag - uanset vinderen af valget.
"Både regeringen, S-SF og De Radikale har et højt ambitionsniveau for digitaliseringen - ikke bare af den offentlige sektor, men også af virksomhederne, hvor vi fortsat har et betydeligt produktivitetsefterslæb," siger direktør Tom Togsverd fra it-brancheforeningen ITEK under Dansk Industri.
"Derfor er jeg overbevist om, at vi vil se et markant digitaliseringsafsnit i et kommende regeringsgrundlag - uanset valgets udfald," siger han.
ITEK-direktøren mener ikke, at it- og teknologi har fyldt meget i valgkampen indtil nu.
Derimod så vi et stærkt teknologi-indhold i de 2020-planer, som regeringen og oppositionspartierne fremlagde i juni måned, forklarer han.
Roser Løkkes nye idé
Samtidig roser ITEK under Danske Industri statsminister Lars Løkke Rasmussens forslag om nyt ministerium.
"Jeg synes, at Las Løkkes idé om et moderniserings-ministerium, der får ansvar for den fortsatte digitalisering i den offentlige sektor, er en rigtigt god idé," fortæller Tom Togsverd.
Han har personligt haft det håb, at Finansministeriet påtog sig den opgave at "pushe digitaliseringen frem".
"Men vores dagsorden drukner let i de mange andre emner, som et finansministerium skal varetage. Derfor er det en god idé at dedikere én minister til opgaven og så sikre opbakning fra chefen til, at der kommer handling bag ordene," siger Tom Togsverd.
Han mener ikke, at det udelukker, at it-erhvervets minister fortsat er videnskabsministeren.
"ITEK var selv med til at forslå etableringen af et ministerium for videnskab, teknologi og udvikling op til regeringsskiftet i 2001, og kombinationen af it-, forsknings- og innovationspolitik har været en meget succesfuld cocktail," mener Tom Togsverd.
Derfor håber han, at vi får det bedste af to verdener:
"En moderniseringsminister, der sætter turbo på offentlig digitalisering, og en videnskabsminister, der fortsat er minister for it i hele samfundet, herunder rammevilkårene for itek-erhvervet," lyder det fra Tom Togsverd.