Ny undersøgelse fra it-sikkerhedsfirmaet Norton viser, at flere end 750.000 danske pc-brugere sidste år blev ramt af internetkriminalitet.
De samlede omkostninger rundede 1,7 milliarder kroner i direkte finansielle tab og yderligere 997,3 millioner kroner i tabt arbejdsfortjeneste.
"Jo mere sofistikerede internetforbrydelserne bliver, desto dyrere bliver de at forhindre," udtaler Jan Skelbæk, nordisk direktør for Symantec.
Ifølge Nortons årlige undersøgelse, Norton Crime Report 2011, er 57 procent af den voksne befolkning i Danmark blevet ramt af internetkriminalitet på et tidspunkt i deres liv. Og hvert andet minut rammes tre danskere af internetkriminalitet, hvilket bliver til mere end 2.000 ofre hver dag.
Internetkriminaliteten flytter over på mobilen
Rapporten viser, at to procent af voksne har været udsat for en forbrydelse via deres mobil. Her skal det bemærkes, at en forbrydelse ifølge Norton også omfatter computervirus og malware.
Kombinationen af en øget udbredelse af smartphones, flere sociale netværk og sikkerhedsbrist i mobilbeskyttelsen er ifølge Nortons undersøgelse sandsynligvis baggrunden for den voksende mængde internetkriminalitet på mobiltelefoner.
Undersøgelsen viser, at sociale netværk får større og større indflydelse, og at mobiltelefonen er en nem måde at holde sig ajour med sociale netværk:
Omtrent hver femte dansker har svaret, at de frygter at miste kontakten med deres venner, hvis de var nødt til at leve uden deres sociale netværk på internettet.
Bruger ikke password
Undersøgelsen viser også tydeligt, at folk er uforsigtige med deres mobiltelefoner.
Eksempelvis bruger 70 procent ikke password på deres telefon, selvom de har adgang til internettet. Og kun 18 procent har installeret en opdateret mobil sikkerhedsløsning, selvom de har adgang til internettet med telefonen.
"Mobiltelefoner er, som de fleste aktuelle sikkerhedsrapporter viser, den nye trussel, men få mobilbrugere gør noget ved det," udtaler Jan Skelbæk, nordisk direktør for Symantec.
Han siger videre, at størstedelen af de forbrydelser, der sker i dag, er lette at forebygge ved at beskytte mobiltelefon og computer med en sikkerhedsløsning.
Computervirus og malware
Undersøgelsen viser, at mænd i alderen 18-30 år, der bruger internettet på deres mobiltelefoner, har størst risiko for internetkriminalitet generelt:
- 68 procent i denne gruppe været udsat for internetkriminalitet.
- Den mest almindelige form for internetkriminalitet i Danmark er computervirus og malware, som har ramt 47 procent af deltagerne i undersøgelsen.
- De to andre mest almindelige internetforbrydelser er online svindel (otte procent) og online chikane fra seksualforbrydere (otte procent).
"Folks syn på internetkriminalitet stemmer ikke overens med virkeligheden. Internetkriminalitet er meget mere udbredt, end de fleste tror. I løbet af de sidste 12 måneder er mængden af voksne, som har været udsat for internetkriminalitet, blevet dobbelt så stor som mængden, der har været udsat for kriminalitet i den virkelige verden," udtaler Jan Skelbæk.
Melder det ikke
Undersøgelsen viser, at folk er bevidste om farerne på nettet, men samtidig også at de er uforsigtige:
- 73 procent af respondenterne siger, at de altid er bevidste om internetkriminalitet, når de er online.
- Samtidig siger en ud af tre voksne danskere, at de ikke har en opdateret sikkerhedsløsning til at beskytte deres oplysninger på nettet.
Undersøgelsen konkluderer, at holdningen blandt 9 ud af 10 danskere er, at der skal gøres mere for at bekæmpe internetkriminalitet, men ikke desto mindre svarer en ud af fem af respondenterne, at de ikke melder internetkriminalitet til politiet.
Hvordan den paradoksale situation kan ændres, spekulerer Nortons undersøgelse ikke over, men mon ikke selskabet hælder til den konklusion, at en opdateret sikkerhedsløsning er den rigtige vej frem.