It-konsulenter: Kære it-konsulenter. Gem cv'et væk og find de bløde værdier frem.
Sådan kunne starten på et brev fra Region Midtjylland til den danske konsulentbranche lyde.
Det tekniske know how kommer nemlig ikke i første række, når der skal købes it-konsulentbistand til Regionen.
"Det handler i meget høj grad om at kunne kommunikere med hinanden," fortæller Michael Hyldgaard, der er projektleder i Region Midtjylland, og selv har været konsulent i 15 år.
"De bedste resultater har vi fået med folk, der gennem dialog har fået skabt tilstrækkelig indsigt hos sig selv til, at de forstår vores behov og samtidig kan omsætte dem til løsninger. Også selv om de ikke var de skarpeste udviklere. Det handler om at få et produkt, som vores brugere kan lide at benytte, og det kræver en god formidler at forklare, hvordan et kompliceret it-system hænger sammen," vurderer han.
I region Midtjylland bruger man konsulenter til de håndværksmæssige ting såsom kodning og håndtering af it-værktøjer. Medarbejdere med forretningsforståelse har man i organisationen.
"Vi har tidligere købt konsulenter til hele opgaver, men det var ikke den store succes, derfor har vi valgt, at have forretningen hos os selv," fortæller Michael Hyldgaard.
Vi snakker om det
De bedste erfaringer har Region Midtjylland med konsulenter, der er stærke på kommunikationssiden.
"Vi definerer opgaven i forhold til forretningsområde, herefter om det er økonomi eller produktion, hvilke licensbetingelser der er gældende og så fremdeles. Når hjemmearbejdet er på plads, finder vi så en håndværker til opgaven."
Der skal selvfølgelig tekniske kundskaber til at løse arbejdet, men det er langt fra nok.
"Konsulenten skal i første omgang forstå opgaven, som vi skal have løst. Siden hen skal vedkommende kunne forstå at formidle sin viden og løsningen ud til brugerne. Kan han ikke det, er arbejdet meningsløst."
Pointen er, at en løsning kun bliver en succes, hvis den bliver accepteret og benyttet af målgruppen, altså de mennesker, der er ansat i Regionen.
"Vi har haft konsulenter, der har udført et godt stykke teknisk arbejde, men som ikke har formået at formidle det godt nok. Det har ikke virket," forklarer Michael Hyldgaard.
"Vi vil langt hellere have en, der måske ikke er helt så skarp på teknologi, men som kan kommunikere budskabet til brugerne."
Kvaliteten af en løsning hænger uløseligt sammen med brugeroplevelsen, vurderer han.
"Danske konsulenter er teknisk velfunderede, men vi har jævnligt oplevet, at der mangler menneskelig forståelse eller sociale kompetencer," lyder det fra den jyske projektleder.