For få dage siden blev der opdaget et sikkerhedshul i et af verdens absolut mest udbredte programmer, Adobe Acrobat, som er installeret på mere end 500 millioner computere. Sikkerhedshullet findes i version 9 af Acrobat og Acrobat Reader og tidligere versioner.
Selvom der er tale om et alvorligt sikkerhedshul, som kan udnyttes til at inficere computeren med skadelige programmer, så er Adobe først klar med en rettelse i midten af marts.
Der er allerede opdaget et program, Troj_Pidief.in, der udnytter det aktuelle sikkerhedshul. Det ondsindede program er en såkaldt trojansk hest, der er forklædt som en PDF-fil, og som kan få brugerens Acrobat-program til at gå ned og overtage styringen af computeren. Filerne bliver spredt som vedhæftede filer i e-mails og på websider.
Men hvad skal man så gøre for at beskytte sig indtil Adobe er klar med en rettelse? Sikkerhedsfirmaet Trend Micro anbefaler alle, der bruger de nævnte programmer, at slå Acrobats JavaScript fra, da det vil gøre det umuligt for den trojanske hest at gennemføre et angreb. Det gøres via JavaScript-indstillingerne under Edit>Preferences i Adobe Acrobat.
Desuden er den generelle anbefaling, at man bør være forsigtig med at åbne vedhæftede filer i e-mails.