Efter mere end 25 år i det amerikanske forbundspoliti, FBI, blev kontraspionage-eksperten Robert Philip Hanssen for få dage siden anholdt på fersk gerning, sigtet for at samarbejde med KGB-efterfølgeren Glavnoye Razvedyvateinoye Upravlenie (GRU). Ifølge sagens anklageskrift, som kan læses på Internet, var Hanssen ikke kun en spion - han var også lidt af en computernørd.
FBI påstår at Hanssen brugte en Palm III håndholdt computer, kryptering og Flash hukommelseskort til at smugle følsomt materiale ud af FBIs kontorer. I et brev til sine russiske forbindelsesfolk foreslår Hanssen i 1985, at udvekslingen af dokumenter skal foregå gennem en elektronisk opslagstavle (Bulletin Board System, BBS).
Anklageskriftet beskriver hvordan Hanssen udleverede 26 disketter med FBI-dokumenter og 27 breve til russiske agenter mod en betaling på 600.000 dollar. De følsomme oplysninger på disketterne var gemt på spor, som ikke normalt bliver læst af computere, fortæller FBI.
På et tidspunkt foreslog Hanssen, at hans Palm III skulle udskiftes med en Palm VI, som kunne overføre store mængder materiale trådløst i krypteret form. Internet-nyhedstjenesten "World News Daily" skriver, at Hanssen var en Linux-bruger og havde konti hos to lokale Internet-udbydere.
Mange af de dokumenter, som FBI-medarbejderen ifølge anklagen solgte til russerne, handlede om informationsteknologi. Han beskyldes bl.a. for at have solgt oplysninger om en "ny teknologi", som NSA bruger til overvågning af elektronisk kommunikation. FBI hævder også at Hanssen har forsynet russerne med informationer om COINS-II, den amerikanske efterretningstjenestes interne Intranet.
Men den computerkyndige spion glemte en vigtig detalje; computere gemmer informationer i logfiler. Ifølge FBI blev Hanssens konto brugt 35 gange til søgninger i forbundspolitiets interne Electronic Case File database, hvor han søgte efter ord som "GRU" (den russiske efterretningstjeneste), "DEAD DROP" (døde brevkasser) og "FISA" (intern efterforskning af FBI-agenter).
Hanssen blev arresteret af politiet, mens han var i færd med at efterlade FBI-dokumenter på et hemmeligt skjulested, en død brevkasse.
(Kilde: Wired News)