Intel fremviste i sidste uge sin nye processor med 80 kerner for en udvalgt gruppe af journalister i San Francisco. Processoren blev allerede annonceret sidste efterår på Intel Developer Forum, og Intel-chef Paul Otellini har lovet at den bliver færdig inden for de næste fem år.
Med sine 80 kerner skulle processoren være i stand til at udføre 1.000 milliarder floating-point operationer i sekundet (1 teraflop). For 10 år siden ville den samme regneydelse have krævet et rum fuld af storcomputere.
Prototypen, som Intel fremviste i sidste uge, er bygget med 65-nanometer-teknologi og indeholder 100 millioner transistorer. Til sammenligning indeholder den aktuelle Intel Core Duo chip næsten 300 millioner transistorer.
Prototypen har en meget simpel opbygning og understøtter ikke det x86-instruktionssæt, som anvendes af dagens pc-processorer. Programmer som Windows vil derfor ikke køre på den nuværende prototype.
Intel demonstrerede chippen med et simpelt regneprogram i sidste uge, hvor regneydelsen nåede op på 3,16 GHz med et strømforbrug på 62 watt. Chipfirmaet havde konstrueret et specielt bundkort og kølesystem til demonstrationen i et hotel i San Francisco.
Intel holder fast i, at der vil gå fem år, før det færdige produkt er klar til markedet.