Mystiske mails fra Nigeria, der lover guld og grønne skove, er lette at gennemskue. Men i øjeblikket forsøger nogle lidt mere habile fuskere at lokke penge ud af danskerne.
Der er tale om et phishing-forsøg, hvor de it-kriminelle forsøger at lukrere på danskernes tiltro til PBS.
I en email skrevet på fejlfrit dansk forsøger bagmændene at overbevise modtagerne om, at PBS beder dem om at opdatere deres koder til Verified by Visa og MasterCard SecureCode, der bruges til at lægge et ekstra lag sikkerhed på netbetalinger.
Åbner man den vedhæftede fil, kan man indtaste sine kortoplysninger. Men kortnummer, udløbsdato og sikkerhedskode kommer aldrig frem til PBS. Det ender hos ejermændene af http://ssl2htmlform.com.p8.hostingprod.com/pbs.php.
Et eksempel på mailen ses her eller under artiklen.
På grund af mailen har PBS i dag udsendt en advarsel.
”Vær opmærksom på, at PBS, banker eller de internationale kortselskaber aldrig sender e-mails, eller kontakter dig telefonisk, for at bede om dit kortnummer, udløbsdato, kontrolcifre eller PIN-kode. Skulle du modtage sådan en henvendelse, bør du ikke besvare den eller udlevere dine kortoplysninger!”
PBS opfordrer alle til at ignorere mailen og afholde sig fra at åbne den. Hvis man allerede har indtastet data til phisherne, så skal man hurtigst muligt kontakte sin bank og få kortet spærret.
Eksempel på phisher-forsøg:
Fra: PBS A/S [mailto:PBS~A.S@pbs.dk]
Sendt: 24. august 2010 05:15
Til: XXX
Emne: Opret din kode til Verified by Visa eller MasterCard® SecureCode™
Sikker nethandel
-
Nu er det nemmere at handle i forretninger, der er tilmeldt MasterCard
SecureCode og Verified by Visa. Verified by Visa og MasterCard SecureCode er
indført som sikkerhedsstandard af de to internationale kortorganisationer i
fællesskab. Det betyder, at betalingen sker på samme måde, uanset om du
bruger dit Visa kort eller MasterCard.
-
Øget sikkerhed i flere og flere forretninger Antallet af
internetforretninger, der har indført den nye sikkerhedsstandard, stiger
hele tiden verden over. Handler du tit i udenlandske internetforretninger,
vil du jævnligt blive bedt om at anvende én af disse to sikre
betalingsformer.
-
Opret din kode nu - eller næste gang du handler Før du kan handle i
internetforretninger, der benytter Verified by Visa og SecureCode, skal du
enten oprette din kode her, eller næste gang du handler i en
internetforretning, som anvender sikkerhedsstandarden.
-
Opret din kode her "Opret din kode til MasterCard® SecureCode™"
-
© Copyright PBS A/S. Alle rettigheder forbeholdes - Særlige vilkår og
rettigheder.