Schandorph.eu er ikke et navn man forbinder med Kina, men alligevel blev det snuppet for næsen af Schandorph IT Management af kinesiske Buycool Ltd. Nu frygter direktør Henning Schandorph at skulle betale mange penge, hvis han ønsker domænenavnet.
I juli var der problemer med amerikanske domænehajer opkøbte titusinder af nye .eu-domænenavne for at sælge dem videre. Den form for opkøb var mod reglerne. Nu sker det samme gennem opkøb af domænenavne, som firmaer og privatpersoner i første omgang har fået afvist. Det var tilfældet for Henning Schandorph. Han søgte om Schandorph.eu, men blev afvist da firmaet hed Schandorph IT Management og ikke blot Schandorph. Henning Schandorph følte sig rimelig sikker på at få domænet, da han var den eneste ansøger. Men blot tre minutter efter domænet var frigivet, var det havnet i Kina.
Jesper Aggerholm fra Dandomain fortæller, at man har oplevet opkøbet fra mange steder i verden, men han opfordrer folk til at slå koldt vand i blodet, og lade være med at købe domæner fra domænehajer.
Patrik Linden fra organisationen EURid forklarer, at det kan være firmaer fra andre dele af verden, der har datterselskaber i Europa, der opkøber de nye .eu-adresser. I det tilfælde er der ikke umiddelbart noget at gøre. I første omgang tjekker EURid ikke om de adresser folk opgiver er korrekte. Kun i det tilfælde hvor nogen klager, vil EURid gå ind i sagen og undersøge den. Så hvis Henning Schandorph vil have en .eu-endelse, så må han kontakte EURid, og håbe på at Buycool Ltd har opgivet en falsk adresse.
Er du blevet snydt for et .eu-domæne, og har mistanke om at det er personer udenfor Europa, så kan du udfylde følgende FORMULAR og sende den med almindelig post til EURid.
Derefter vil du få adressen på den person, der har registreret adressen, og kan så bede EURid tjekke om det i virkeligheden er den person, der har registreret siden.