Samsungs seneste billedskærm er om ikke dén første - så en af de første - TFT/LCD-skærme i bredformat til computere.
SyncMaster 172W er lige så bred som en traditionel 17-tommerskærm og lige så høj som en traditionel 15-tommerskærm. Det betyder, at forholdet mellem bredde og højde er 15:9 (i en almindelige monitor er forholdet 4:3). Et format, der også benyttes på nyere tv-apparater og er det format film vises i, når de ses i biografen. SyncMaster 172w gør computerens skrivebord bredere, og samtidig giver formatet en ny dimension til multimedialt indhold - eks. dvd-film.
Samtidig er skærmen udviklet med vægt på ergonomiske værdier - skærmen er indstillelig både i højden og dybden og når helt ned til bordpladen. Den nye billedskærm leveres i silver og har indbyggede højttalere.
Skærmen har både analog og digital indgang. Lysstyrken er på 450 cd/m2 og kontrasten er på 400:1. Når skærmen er foldet sammen, kan den hænges direkte på væggen med et par skruer, uden at foden skal afmonteres først. SyncMaster 172w kommer på markedet i slutningen af februar. Prisen er endnu ikke oplyst.