Nu har internet-giganten Amazon startet sit eget produktionsselskab til film, Amazon Studios, hvor alle har mulighed for at indsende filmmanuskripter og testfilm. Der er udlovet en samlet præmiesum på 15 millioner kroner til de bedste bidrag, der modtages frem til 31. december næste år, og vinderne skal så videreudvikles til kommercielle filmprojekter sammen med Warner Bros. Pictures.
De indsendte manuskripter og film bliver frit tilgængelige hos Amazon Studios, hvor internet-brugerne kan bedømme og kommentere dem og indsende nye, reviderede versioner. Amazon satser dermed på at bruge internet-samfundet til at finde de bedste filmideer og videreudvikle dem til færdige film.
Hvis det indsendte manuskript eller testfilmen bliver til en kommerciel film, belønnes den oprindelige idéhaver med mellem en og to millioner kroner.
Amazon Studios har engageret et dommerpanel med kendte filmfolk, der skal vurdere projekterne. Det bedste indsendte filmprojekt belønnes med lidt over fem millioner kroner, mens resten af præmiesummen fordeles til det bedste manuskript og den bedste film indsendt hver måned i 2011.