Mobiltelefonen giver flere og flere muligheder, og udviklingen ser aldrig ud til at stoppe eller bare slappe af et øjeblik. Blandt andet skulle det meget snart blive muligt at betale regningen via mobilen.
Systemet kommer fra virksomhederne Cellpoint Mobile og DIBS Payment Services. Det fungerer ved, at kunden oplyser sit telefonnummer og derpå modtager en sms, der skal besvares med kreditkortoplysninger.
Men i første omgang er det en noget mere enkel betalingsversion, som Elgiganten kommer med. Fra januar næste år kan kunden modtage en sms fra Elgiganten efter snak med kundeservice. I denne sms vil der være et link til en betalingsside på mobilen, som gør det muligt at betale og bestille det bestemte produkt direkte på mobilen. Men er det overhovedet sikkert nok?
»Vi har prøvet os frem med mange forskellige løsninger til betaling på mobilen. Og i første omgang fandt vi denne løsning mest sikker. Netop det faktum, at kunden først har kontaktet kundeservice, sikrer os også, at der ikke bliver svindlet med at sende en falsk side ud,« forsikrer Elgigantens administrerende direktør Stig Myklebust.
Steen Jørgensen