Der arbejdes på højtryk hos det lille danske softwarehus Opportunity Solutions i Hellerup. Selskabets ejere er ved at lægge sidste hånd på den plan, der skal redde ud firmaet fra en truende konkurs som følge af en gæld på 58 millioner kroner. Den økonomiske krise er kommet efter et underskud på 18 mio. kr. i 2003 og et tab på 14 mio. kr. året før.
Redningsplanen indebærer, at selskabets aktionærer river deres aktier midt over og i stedet indskyder ny kapital. Sammen med de to nuværende ejere, LD og Sølco Invest, indtræder også den tidligere direktør i Columbus IT partner, Lars Andersen, i ejerkredsen.
Han har siden april også været administrerende direktør i Opportunity Solutions. Han overtog posten da den hidtidige direktør Henrik Brandt blev degraderet til produktchef.
Opportunity Solutions har i flere år arbejdet på at udvikle software til at journalisere e-mails i Outlook. I 2003 blev den færdig og sendt på gaden, men den kommercielle succes lod vente på sig. Det fik stolen til at briste under selskabet, som måtte se håbet om nogensinde at nå plussiden i regnskabet forsvinde længere og længere ud i horisonten.
Efter at den nye direktør overtog roret har selskabet som led i redningsplanen outsourcet sine udviklingsaktiviteter og i den fobrbindelse mere end halveret antallet af ansatte, således, at der nu blot er 11 beskæftiget mod 25 i 2003.
Endnu er den endelig underskrift ikke sat på aftalen om selskabets fremtidige kapitalstruktur, og derfor ønsker den nye investor Lars Andersen at holde kortene tæt til kroppen.
»Men kapitaltilførslen betyder, at vi så at sige starter på ny og virksomheden får positiv egenkapital. Det giver os mulighed for at fortsætte salget af vores produkt, som efterhånden er ved at komme op i gear. Fra og med fjerden kvartal forventer vi overskud måned for måned,« forklarer Lars Andersen til IT-avisen ComON.
Opportunity Solutions sælger softwaren Info-Connector.