Den nye topmodel fra AMD har en taktfrekvens på 3 gigahertz og to kerner med hver 1 MB L2-cache. Athlon64 X2 6000+ er både hurtigere og billigere end AMD's gamle FX-processorer, som sandsynligvis vil forsvinde helt fra markedet inden for kort tid. Den gamle FX-62 med 2,8 GHz koster stadig 713 dollar i store styktal, mens X2 6000+ er helt nede på 459 dollar.
Det er under den halve pris i forhold til Intels topmodeller i Extreme-serien, X6800 med 2,93 GHz og to kerner og QX6700 med 2,66 GHz og fire kerner, der begge koster 999 dollar. De meget dyre processorer henvender sig til en lille gruppe af krævende pc-brugere, og AMD har altså valgt helt at trække sig ud af dette segment.
X2 6000+ har et strømforbrug på 125 watt (TDP) og kræver dermed kraftig køling. AMD har også introduceret to nye single-core-modeller, 3800+ EE med 2,4 GHz og 3500+ EE med 2,2 GHz, hvor TDP er sænket til 45 watt. Det er væsentligt lavere end AMD's hidtidige Energy Efficient-modeller, der bruger 65 watt. 3800+ EE og 3500+ EE koster henholdsvis 101 og 91 dollar.