Den amerikanske regering opgiver nu planerne om at sende astronauter tilbage til Månen inden år 2020. Det seneste udkast til finanslov, som præsident Obama præsenterede mandag, indeholder ellers flere penge til NASA - alene i de næste fem år vil organisationen modtage fem milliarder dollar ekstra. Men det er slet ikke nok til at betale for det dyre Constellation-program, som skulle træde i måne-fodsporene på Apollo-programmet. Præsidenten foreslår derfor at droppe Constellation og i stedet bruge pengene til mere langsigtet forskning og udvikling af ny teknologi.
Målet om at vende tilbage til Månen inden 50-året for de oprindelige månelandinger ser dermed ud til at være opgivet. Det kan også betyde at en bemandet mission til Mars rykker længere ud i fremtiden, ligesom visioner om beboede baser på Månen heller ikke kan realiseres foreløbig. En større del af teknologiudviklingen skal nu flyttes over fra NASA til den private industri, hvor f.eks. Virgin Galactic allerede til næste år forventer at være klar til at sende folk ud til kanten af rummet.
NASA gennemførte ellers sidste år den første testflyvning med den nye Ares-løfteraket, som skulle spille en afgørende rolle i det amerikanske rumprogram når den aldrende rumfærge sendes på pension. Ares er med sine næsten 100 meter og 800 tons den største raket, siden Saturn V-raketterne bragte menneskeheden til månen for 40 år siden. Men Ares og Orion-kapslerne forsvinder nu sammen med Constellation-programmet.
Trods den vellykkede opsendelse fra Kennedy Space Center sidste år var der allerede tunge skyer over Ares. Et ekspertpanel konstaterede sidste år i en rapport, at NASA mangler penge til at realisere regeringens ambitioner om at plante et nyt amerikansk flag på Månen.
I det kommende årti vil rumorganisationen modtage mere end 100 milliarder dollar til bemandet rumfart, men der er brug for mindst 30 mia. dollar mere, hed det i rapporten. Ellers skal der spares penge – f.eks. ved at erstatte Ares med raketter fra private firmaer som SpaceX eller Orbital Sciences eller den eksisterende Delta-militærraket.
Det oprindelige Apollo-program som sendte Neil Armstrong og elleve andre astronauter til månen kostede netop omkring 130 milliarder dollar omregnet til 2009-penge og beskæftigede mere end 400.000 mennesker. Men dengang handlede det også om at vinde den ideologiske kamp med Sovjetunionen – i dag er der helt andre emner, som beskæftiger amerikanerne mere end den bemandede rumfart.
Og NASA har selv vist, at man kan opnå forbløffende resultater med billigere robotter som de to Mars-rovere, der efter seks år stadig kører rundt i støvet på den røde planet og samler data.
Det store skræmmebillede er ”the gap” – den periode fra 2010, hvor amerikanerne står uden rumfærge og dermed er henvist til at låne plads hos russerne, når de sender deres Sojus-raketter op til rumstationen ISS. Det er en hård kamel at sluge for amerikanerne, der satte alt ind på at slå russerne i rumkapløbet for 40 år siden. Nu er det op til den private industri at udvikle en afløser for rumfærgen, og den ventes først at være færdig i 2016.
De amerikanske astronauter må dermed dele den trange plads med de russiske kosmonauter og nyrige rumturister i de små rumkapsler, der sendes op fra det aldrende rumcenter Baikonur i Kasachstan. Selv kineserne er selv i stand til at sende taikonauter i kredsløb i dag fra deres eget moderne rumcenter.
Og NASA har svært ved at genskabe den eufori og fremtidsglæde, som sendte Hitlers raketbygger Wernher von Braun på tv-skærmene i 1950’erne, hvor han fortalte om rumbyer og kolonier mellem stjernerne i tre film produceret af Walt Disney.
I dag er det private iværksættere som PayPal-stifter Elon Musk fra SpaceX og den farverige Richard Branson med Virgin Galactic, som har formået at skabe ny interesse for rumfarten med deres planer om at sende rige rumturister ud på kanten af Jordens atmosfære.
NASA kæmper med sit image som en kolods på lerfødder, der er ved at blive overhalet af kommercielle rumfirmaer og lande som Kina, Indien og Japan, der har store ambitioner om at starte deres egne rummissioner.
I det teknikglade Japan foretrækker man dog at sende robotter ud i rummet – og det er måske et glimt af en fremtid, hvor rummet er forbeholdt betalende rumturister, kommercielle skattejægere på jagt efter værdifulde råstoffer og halvautonome robotter.
Der bliver næppe plads til skatteyderbetalte Neil Armstrong’er, som planter deres nations flag midt i kolde stenørkener og vinker hjem til tv-seerne. Og hvis det alligevel skulle lykkes for NASA at vende tilbage til månen, så er det ikke utænkeligt, at det første objekt, som den amerikanske astronaut finder, vil være en asiatisk robot – eller et reklameskilt fra Virgin.
Obamas budgetforslag skal først godkendes i Kongressen og det kan blive ændret undervejs. Men den sønderlemmende kritik af Constellation-programmet, der beskrives som for dyrt, for langsomt og blottet for innovation, efterlader ikke mange chancer for, at Ares og Orion alligevel kan overleve. Det er til gengæld muligt, at den gamle rumfærge alligevel får lov til at leve lidt længere, ligesom den internationale rumstation også skal holdes i drift frem mod 2020.
Men ellers skal ingeniørerne tilbage til tegnebrættet og udvikle helt nye raketsystemer, nye rumfartøjer og robotter, som skal bane vejen for kommende bemandede missioner. Der er ikke længere noget fast mål for, hvordan menneskeheden skal vende tilbage til Månen eller nå frem til Mars, og dermed kan man komme til at mangle den drivkraft, som Kennedy skabte med sit mål om at sende amerikanerne til Månen inden udgangen af 1960'erne.
NASA har altid haft et tæt samarbejde med den private industri, men det er alligevel nyt at de kommercielle selskaber ikke blot skal bygge raketterne, men også skal udvikle teknologien og designe fartøjerne. Måske vil kommende astronauter ligefrem være medarbejdere hos de private firmaer og ikke statsansatte.
Og kritikere mener da også, at USA nu udliciterer en stor del af sin nationale identitet og sit mest værdifulde arvegods til industrien. Men det kan være den eneste vej frem, hvis USA vil forhindre, at andre lande - ikke mindst Kina - vinder i et nyt rumkapløb.
