VeriSign har overtaget den største tyske mobilportal, Jamba, for 1,7 milliarder kroner, hvoraf to tredjedele betales kontant og resten i aktier. Firmaet med hovedkvarter i Berlin sælger ringetoner, logoer og spil til mobiltelefoner.
Mobilportalen blev startet i 2000 af de tre brødre Marc, Oliver og Alexander Samwer, som blev mangemillionærer efter salget af auktionstjenesten Alando til eBay i 1999.
I ejerkredsen findes også teleselskabet debitel (15 pct.) og detailkæderne MediaMarkt-Saturn (15 pct.) og ElectronicPartner (10 pct.).
I en pressemeddelelse oplyser VeriSign, at overtagelsen af Jamba vil medføre en omsætningsstigning på 70 millioner dollar i anden halvdel af 2004.
»Denne overtagelse har stor strategisk betydning. Ved at forene sine kræfter med Jamba får VeriSign en stærk indholdsplatform, forretnings-forbindelser med 13 europæiske netoperatører, aftaler med 180 indholdsudbydere og en solid, voksende kundebasis i et af de vigtigste geografiske markeder,« kommenterer Stratton Sclavos, bestyrelsesformand for VeriSign.
De tre Samwer-brødre oplyser, at portalen nu skal udvides til USA og Asien i samarbejde med resten af VeriSign-koncernen. De 300 medarbejdere hos Jamba skal overtages i det nye selskab.