Et krav om en omfattende logning af teleoplysninger vil give så omfattende mængder data, at det er nærmest umuligt at overskue.
Torsdag kom en arbejdsgruppe nedsat af regeringen med 49 forslag til en ny terrorpakke.
Men forslagene er ikke sød musik i teleselskabernes ører. I Telia stiller juridisk direktør Jens Ottosen-Støtt, sig tvivlende over for hvorfor teleselskaberne skal udføre politiets arbejde.
»Principielt syntes vi, at det er godt at gøre noget mod terror, hvordan man gør det, er en politisk beslutning. Men vi mener grundlæggende ikke, at det er teleselskabernes opgave at overvåge borgerne, og vi forstår ikke, at beføjelser som politiet er blevet nægtet, skal pålægges teleselskaberne,« siger Jens Ottosen-Støtt.
Men han mener også, at opgaven vil blive meget omfattende.
»Hvis vi tager udgangspunkt i den situation, som vi har i dag, så vil kravene betyde, at der skal logges mere end seks millioner transaktioner i sekundet alene i Danmark. Det vil give så massive mængder data på årsbasis, at vi må tvivle på at det overhovedet vil være muligt at overskue mængden af data,« siger Telias Juridiske direktør.
I Danmarks største teleselskab, TDC, er holdningen mere afventende.
»Grundlæggende vil vi gerne være med til at lave bedre terrorforebyggelse, men vi mener også at det er vigtigt at man får et system, som har så få huller som muligt. Hvis der er for mange huller og steder hvor der ikke logges, vil det betyde at terrorister blot bil bevæge sig hen hvor der ikke bliver logget. Men vi vil gerne vente til de konkrete krav er på bordet, før vi forholder os til effekten,« siger kommunikationsdirektør i TDC, Ulf Lund
Fakta: Forslag til ny terrorpakke
En arbejdsgruppe nedsat af regeringen er netop kommet med en række anbefalinger til terrorbekæmpelsen. Bliver anbefalingerne gennemført, vil teleselskaberne blive pålagt vidtgående forpligtelser.
Arbejdsgruppen kommer med 16 konkrete forslag til hvordan myndighederne bliver sikret adgang til teleoplysninger i forbindelse med terrorbekæmpelse. Blandt andet skal der være adgang for politiet til at få teleoplysninger fra selskaberne uden at skulle skaffe en dommerkendelse, ligesom at det anbefales at selskaberne skal logge informationer om hvor kunderne surfer hen, hvem de skrive e-mails til og hvem de ringer til. Oplysningerne skal gemmes i et år.
Nedenunder er samlet nogle de anbefalinger fra arbejdsgruppen, som vedrører telebranchen
• Arbejdsgruppen foreslår blandt andet, at myndighederne skal have adgang til at aflytte en person i stedet for som nu, hvor der skal indhentes dommerkendelse for hver enkelt elektronisk kommunikationsform som personen benytter, uanset om det er e-mail, fastnettelefon, mobiltelefon eller andet.
• Derudover mener arbejdsgruppen at teleselskaberne skal pålægges at deres systemer kan aflyttes, uanset teknologi, og at selskaberne skal have fysiske punkter på netværket som gør det muligt at foretage aflytninger.
• De større selskaber skal have et døgnbemandet kontaktpunkt som politiet og efterretningstjenesterne kan benyttem, når der skal bruges teleoplysninger eller iværksættes en aflytning. Det skal sikre en hurtig iværksættelse af aflytninger og hurtig ekspedition på forespørgsler om teleoplysninger. De medarbejdere, der skal bemande kontaktpunkterne, skal sikkerhedsgodkendes af Politiet.
• Mindre selskaber skal have en fast medarbejder som varetager kontakten til myndighederne, og sørger for at aflytningerne kan iværksættes. Denne person skal være til at få fat døgnet rundt.
• Men også den generelle retssikkerhed udhules, i og med at der lægges op til at Politi og efterretningstjenester skal kunne indhente teleoplysninger fra selskaberne uden en dommerkendelse.
• Det mest vidtgående forslag fra gruppen går på muligheden for skanning af bestemte områder, hvor man har formodning om at terrorister opholder sig. Det betyder, at en hel boligblok kan blive aflyttet, blot politiet har mistanke om at der bor en terrorrist i blokken.
• Det anbefales at selskaberne i samarbejde med Politiet pålægges at udvikle en standard for logningen, som skal sikre ensartede data fra de forskellige selskaber