Den nye Zx1 ViZual Workstation er forsynet med single eller dual 600 MHz Pentium III processorer og sælges med det seneste Intense 3D Wildcat 4110 grafikkort. Intergraphs nye Zx-familie byder også på understøttelse for de nye dual flat panel LCD skærme og et kabinet i et slankt sort design med matchende monitor, tastatur, højttalere og mus. Zx1 sælges også med Twin Flat Panel Display, et dobbelt 18" fladskærmssystem monteret på en fod med ganske lille grundflade. Skærmen drives af dobbelte Wildcat 4110 grafikacceleratorer.
Intergraph fortæller, at der kommer flere produktlanceringer i den nye serie senere på året. Fremtidige maskiner vil blive udstyret med den længe ventede Wahoo-teknologi, som skal gøre det muligt at opnå datagennemstrømningshastigheder på det dobbelte af, hvad man kan opnå i dag. Ifølge Intergraph kan Wahoo bl.a. byde på 300% højere hukommelseskapacitet, 167% højere hukommelsesbusbåndbredde og 500% højere PCI busbåndbredde.
Prisen for den nye arbejdsstation Zx1 starter ved 33.100 kr. ekskl. moms. for en konfiguration med en 600 MHz Pentium II processor, 128 MB RAM, 9.1 GB Ultra2 SCSI harddisk og Intense3D pro 2200S grafikkort.