Producenter og installatører af brandsikring i serverrum er trætte af, at hardwareproducenterne ikke aktivt vil hjælpe med at belyse, hvorfor moderne harddiske kan tage skade af støjen fra rumslukningsanlæg. Så nu tager den danske branche selv tyren ved hornene.
En enig sikkerhedsbranche har besluttet sig for at lydteste harddiske, der bliver solgt på det danske marked.
“Det er en fælles beslutning i branchen, at vi begynder på et screeningsprogram. Vi håber producenterne vil være med, men ellers begynder vi selv at teste de harddiske, som vi kan få fingrene i,“ siger Torbjørn Laursen, der er direktør i Fire Eater og formand for underudvalget for stationære brandslukningsanlæg i Sikkerhedsbranchen.
Han stiller selv sine egne testfaciliteter i Hillerød til rådighed for konkurrenterne.
Helt konkret vil brandslukningsfirmaerne fastlægge nogle objektive rammer og foretage løbende test, så afprøvningerne bliver så sammenlignelige og anvendelige som muligt.
“Vi skal for eksempel også teste lydniveauet på de forskellige konkurrerende slukningssystemer. Selv om der er bred enighed om, at støjen og lufttrukket er den samme uanset, hvilket system det er, så er det godt at få det testet,” siger Torbjørn Laursen.
Missionen går ud på at få konkrete tal og data på fænomenet, som endnu ikke har en facitliste.
En positiv liste
Målet med lydtestene er at lave en liste med harddiske, som sikkerhedsbranchen kan sige god for ikke vil blive lammet af lydtryk eller støj. En såkaldte positivliste eller whitelist.
Hvem skal betale for det?
“Indtil videre stiller alle op med deres arbejdskraft og hjælp. Men hvis det her er noget, der kommer til at koste flere 100.000 kroner, så ser vi på det til den tid. Det vigtigste er, at vi holder branchen samlet. Vi mener jo, at det er i den almene interesse, at vi bliver klogere,” siger Torbjørn Laursen.
Enigheden i branchen er især båret frem af, at mange kunder er blevet nervøse efter episoderne hos Widex, journalisthøjskolen og Interxion.
“Vi synes, at der skal ske noget. Vi er trætte af, at vi som branche bliver skudt i skoene, at vi er med til at ødelægge harddiske. Derfor går vi selv i gang nu,” siger Henrik Kryger, der er direktør i et andet medlemsfirma Agis Fire & Security.