Den dansk-amerikanske nodedistributør Amazing Music World, der gik på Nettet den 10. august i fjor, har fanget de store investorers opmærksomhed. Således er 2M Invest, anført af Michael Matthiesen, gået ind med en massiv investering og andre investorer står på spring for at blive en del af den danske Internet-satsning.
Amazing Music World er skabt og udviklet af musikerparret Inge Mulvad Eje og Niels Eje. Nodesalg er i dag hovedsageligt begrænset til storbyerne. Og i sagens natur er det begrænset, hvor meget butikkerne kan lagerføre. Ofte må man vente uger, nogle gange i måneder, på bestilte noder - hvis de da ikke er gået helt ud af produktion. Når man i dag besøger det hastigt voksende musikbibliotek på Internet, kan man på ganske få minutter erhverve, downloade og printe den ønskede node.
Tilliden til projektet er så stort, at 2M Invest er gået ind i virksomheden både som investor, men også for aktivt at tage del i den videre udvikling af sitet. 2M Invest har således for 4 mio. kr. erhvervet sig ca. 48% af aktierne i selskabet, og forventer indenfor den nærmeste fremtid, og i samarbejde med andre investorer, at investere yderligere et tocifret millionbeløb i Internetvirksomheden.
Michael Mathiesen, administrerende direktør for 2M Invest, fremhæver i forbindelse med engagementet i virksomheden specielt to områder: "Inge og Niels Eje har som stiftere og idèmænd et solidt fodfæste som professionelle musikere og et grundigt kendskab til branchen, hvor de i øvrigt nyder stor tillid. Kombinationen af stifternes baggrund og forretningsidèen bag www.amazingmusicworld.com, som netop er skræddersyet til Internet, danner således de bedste betingelser for at opnå succes".
Inge Eje, én af de to stiftere af virksomheden, er meget glad for den seneste udvikling i virksomheden: "I takt med at vi har fået 2M Invest med som investorer, er Palle Viby Mogensen, Investeringspartner i 2M Invest, blevet formand for bestyrelsen. Palle Viby Mogensen bibringer med såvel viden på det finansielle og strategiske niveau, som på det rent praktiske. Palle har således et indgående kendskab til Internettet, ikke mindst gennem det seneste år som direktør for Boxman i Danmark."