Nye oplysninger tyder på at Eric Schmidts beslutning om at træde tilbage som chef for Google blev truffet efter et bittert opgør med firmaets stiftere. Det skriver Ken Auletta i magasinet New Yorker. Han er forfatter til bogen ”Googled: The End of the World As We Know It” og regnes som en af dem der har størst kendskab til internet-giganten.
Konflikten skyldes angiveligt Googles beslutning om at trække sig ud af det kinesiske søgemarked sidste år og opgive samarbejdet med de kinesiske censur-myndigheder. Beslutningen blev truffet efter det meget omtalte kinesiske cyberangreb mod Google. Eric Schmidt mente at Google skulle blive i verdens folkerigeste land, men Larry Page og Sergey Brin valgte at ignorere hans råd og forlade Kina.
I dag bliver den kinesiske Google.cn viderestillet til Google.com.hk og dermed en server i Hong Kong, hvor der er adgang til ucensorerede søgeresultater.
Schmidt mistede sin energi og fokus efter Kina-beslutningen, skriver Ken Auletta. Samtidig blev Google stadig mere defensiv. Google har ikke formået at markere sig inden for sociale netværk. I dag er det Facebook, som har afløst Google som det hotte teknologi-firma, og mange nøglemedarbejdere har forladt søgefirmaet.
I stigende grad bliver Google opfattet som en kolods på lerfødder. Der har været mange problemer med håndteringen af brugernes data og privatlivs-beskyttelse, især i forbindelse med den omstridte Street View-tjeneste. Det gamle ”don't be evil” mantra holder ikke rigtig længere. Det fik Schmidt til at træffe beslutningen om at træde tilbage.
Han skal dog fortsætte som bestyrelsesformand, men Ken Auletta forventer at mangemilliardæren allerede i løbet af et års tid helt vil forlade Google.
Den nye Google-chef er en af de to oprindelige stiftere, Larry Page, men han bliver beskrevet som en indadvendt nørd, der helst vil kigge på sin Android-mobil under møder og hader at optræde i offentligheden og snakke med journalister og politikere.
Han skal nu modbevise, at Google er det, som Steve Ballmer kalder en ”one-trick pony” - at søgemaskinen er det eneste, som Google kan tjene penge på. I dag har Google mange forskellige tjenester og produkter – lige fra Android til Youtube – men det er stadig internet-søgning, der genererer de fleste af selskabets indtægter.