Hewlett-Packard har udviklet et nyt program, Instant Delivery, der udskriver web-sider fra Internet mens man henter en kop kaffe, sover eller på andre måder er fraværende, skriver PC World. Programmet fungerer ved, at man indtaster, hvilke sider der skal udskrives hvornår, og Instant Delivery ligger så i dvale indtil det pågældende tidspunkt, hvorefter siderne hentes fra nettet og udskrives. Denne form for automatisk informations-levering er kun praktisk på kontorer, hvor Internet-forbindelsen konstant er åben og pc'ere og printere tændt hele tiden, men her kan man f.eks. bruge programmet til at bestille morgenudskrifter af dagens aviser. Instant Delivery er optimeret til HP's egne printere, men det fungerer med alle nyere printer-modeller.
En gratis beta-version kan fra næste måned hentes fra http://www.instant-delivery.com/.