Hvis du ikke kan huske Second Life, så var det den virtuelle verden, der for få år siden havde hele verdens opmærksomhed. Second Life blev kåret som fremtidens mødelokale og firmaer og personer væltede ind.
Men sidenhen er der blevet stille i den parallelle verden. Det skal et nyt initiativ ændre på.
Firmaet Linden Labs, der er skaberen af Second Life, tror stadig på, at det er bedre at kommunikere via Second Life end via Facebook, emails eller redskaber som Messenger. Derfor er Linden Labs klar til at sælge lukkede verdener, som firmaer selv kan hoste. På den måde kan de holde ubudne gæster i form af orker og andre fantasivæsner væk fra deres ansattes avatarer.
Det er faktisk noget, som Linden labs annoncerede helt tilbage i 2008. Men det nye initiativ er utvivlsomt blevet forsinket på grund af den finansielle stemning, som har ændret sig meget siden Second Life blev et hit på toppen af en højkonjunktur.
De små nye udgaver af Second Life har fået navnet Second Life Enterprise og ligger på hardware, som virksomheder skal lokkes til at betale mere end 200.000 kroner for. Et betaperiode skydes i gang nu og i begyndelsen af 2010 ser vi et færdigt produkt. Ønsker man at udvide virksomhedens areal med et virtuelt univers, så får man et område opdelt i syv regioner. Der er blandt andet oprettet flere mødelokaler, testområder og konferencerum fra begyndelsen. Skulle man senere få lyst til at flytte sine egne kreationer ud til et større publikum, så kan indholdet fra Enterprise tages med ud i det traditionelle Second Life.
Ifølge Linden Labs skulle flere være interesseret i Second Life Enterprise. Blandt andet IBM og flere institutioner inden for den amerikanske hær.
Om det lukkede univers kan sætte gang i Second Life-konceptet må tiden vise. Om ikke andet kan de indhegnede verdener sørge for, at møder ikke længere bliver forstyrret at flyvende udgaver af det mandlige kønsorgan.