Kun få måneder efter, at alle danskere i november 2005 fik en Nemkonto, hvor samtlige udbetalinger fra det offentlige sættes ind, har det nye betalingssystem vist sin gennemslagskraft. 924 myndigheder bruger nu Nemkonto, og 5,4 millioner offentlige udbetalinger blev foretaget gennem systemet i marts måned 2006.
Det betød at Økonomistyrelsen i dag modtog den danske digitaliseringspris i kategorien 'effektiviseringsgevinster ved digital forvaltning.' for projektet. Økonomistyrelsen er en del af Finansministeriet og står bag NemKonto.
I begrundelsen udtalte dommerne, at "NemKonto er et skoleeksempel på, at en radikal gentænkning af arbejdsprocesser og datamodeller kan give meget betydelige effektiviseringer".
Digitaliseringsprisen blev overrakt af videnskabsminister Helge Sander på IT-Universitetet. Sundhed.dk vandt i kategorien 'god digital borgerservice' mens Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns kommune vandt i kategorien 'god digital ledelse'.
Økonomistyrelsen var også nomineret til en digitaliseringspris i kategorien 'effektiviseringsgevinster ved digital forvaltning' for indførelsen af digitale lønsedler til de godt 130.000 statslige ansatte. Et projekt som dog ikke er kommet helt så smertefrit fra start, da op mod 35.000 statsansatte ikke har den nødvendige pc-adgang på arbejdspladsen.
Sammen med det ligeledes udskældte e-fakturering er NemKonto en del af 'lov om offentlige betalinger'. Analyser viser, at de to projekter giver en årlig mindreudgift på over 800 mio. kr. for den offentlige sektor under ét og indebærer en administrativ lettelse for virksomhederne på 300-400 mio. kr. årligt.