NetDesign fortsætter under den nuværende ledelse og med uændret navn som et selvstændigt datterselskab under TDC Totalløsninger.
I forbindelse med salget har Bent Balsby, der har været selskabets administrerende direktør gennem 17 år, ønsket at overlade det daglige ansvar til sin forretningspartner gennem hele denne periode, Jørgen Kragbøll.
NetDesign havde i 2003 en omsætning på 287 mio. kr. og beskæftiger 124 medarbejdere. Selskabet besidder stor ekespertise når det gælder det voksende marked for IP-telefoni.
»TDC Erhverv har positioneret sig stærkt i det danske IP-marked de sidste par år, og med de samlede kompetencer fra TDC, Song og NetDesign bliver vi den bedste pan-nordiske leverandør af Ip-baserede kommunikationsløsninger. Markedet for IP/LAN-løsninger er centralt for fremtidens kommunikationsløsninger for erhvervslivet, og jeg forudser en markant vækst på området," siger direktør Martin Lippert, TDC Erhverv.
Netdesign har det sidste mange år været en stor overskudsforretning. I seneste regnskabsår var overskuddet 12,6 millioner kroner.
Men både omsætning og overskud er faldet markant siden 2001, hvor Netdesign solgte for 452 millioner kroner og havde et overskud på 27,4 millioner kroner.