Priskrigen mellem chipfirmaerne Intel og AMD fortsætter for fuld udblæsning. Senest har AMD nedsat priserne for de fleste af sine dobbeltkerne-processorer til stationære computere. Topmodellen Athlon64 X2 5600+ er nedsat med 36 procent fra 505 til 326 dollar. Prisen for Athlon64 X2 5400+ er næsten halveret, og den kan nu købes for 267 dollar.
Prisnedsættelserne gælder både for de normale udgaver af processorer og de særlige EE (Energy Efficient) modeller, hvor strømforbruget er sænket til 65 watt. En Athlon64 X2 4600+ EE er nedsat med 9 procent til 195 dollar, mens Athlon64 X2 3800+ EE nu kan købes for 113 dollar.
Priserne gælder kun i store styktal og der kan gå flere dage, før prisnedsættelserne slår igennem hos de danske forhandlere.
AMD er angiveligt på vej med en helt ny topmodel, X2 6000+, der mangler i den aktuelle prisliste. Den kommer til at afløse den aktuelle FX-serie fra AMD. X2 6000+ er en dobbeltkerne-processor med to gange 1 MB cache, 3 GHz taktfrekvens og et strømforbrug på 125 watt. Prisen forventes at ligge omkring 5.000 kr.