I de sidste tre uger er dollarkursen faldet med hele 8,5 procent og det har stor betydning for it-branchen. Selvom produktet ikke direkte er prissat i dollar, kan der være komponenter, der afregnes i dollar. Og resultatet er, at den faldende dollarkurs kan føre til billigere it-produkter i juletiden. Det skriver digi.no.
»Der er mange faktorer som spiller ind på hvor hurtigt og hvor meget en vare påvirkes af kursændringer. Meget er købt ind på lager for et stykke tid siden og må sælges til den gamle dollarkurs. Dertil kommer, at kunderne ikke vil se et prisfald på 8,5 procent, faktorer som moms og fragt påvirkes ikke. Men det er alligevel klart at kunderne vil få glæde af en lavere dollarkurs,« siger HP Norge-chef Eivind Roald til digi.no.
Prisfaldet vil især kunne mærkes på de mindste og dyreste varer, som processorer og hukommelse, der sælges gennem netbutikkerne. Her er der typisk kun et minimalt lager, så dollarfaldet slår hurtigt igennem.
»Dollaren svinger op og ned, men dette betyder lavere priser. Det meste af det vi køber ind er prissat i dollar og det som ikke er det indeholder som regel komponenter som er købt ind af producenten i dollar, så alt vil blive påvirket af lavere dollarkurser,« siger Eric Sandtrø, direktør for Komplett.