Både Samsung og LG har allerede fremvist deres prototyper af mobiltelefoner, der er indbygget i et armbåndsur. Idéen virker god, da man altid har sin mobil med rundt, og det derfor ville gøre det hele lidt lettere, hvis den nu blot altid sad lettilgængeligt på ens håndled. Derfor har producenten General Mobile præsenteret en ny mobiltelefon, der netop er udformet som et armbåndsur.
Den nye model, som sitet aving.net har fanget på billeder, har fået navnet GM500, og den ligner et helt sædvanligt armbåndsur med metalrem. I stedet for en urskive har modellen blot en 1,5 tommer stor trykfølsom OLED-skærm. Modellen understøtter WAP, og har både Bluetooth og USB. Desuden er der 128 MB indbygget hukommelse, mens taletiden er opgivet til 2 timer og standbytiden til 80 timer. Modellen vejer 142 g, og måler 58,1 x 44,2 x 16,4 mm, hvilket gør den til verdens mindste GSM-telefon.
General Mobile GM500 skulle komme på markedet i andet kvartal i år til en pris på cirka 4.500 kroner.