Ifølge Business Software Alliance, BSA, der kæmper mod piratsoftware, taber softwarebranchen hvert år 117 milliarder kroner fordi der bliver solgt piratkopier på de mange netauktioner. Derfor har organisationen nu taget initiativ til en mærkningsordning der godkender de auktioner, der lever op til organisationens krav om sikker handel med software.
Godkendelsen har fået det lange navn "Model Business Practices on Intellectual Property for Internet Auction Sites".
Den første auktionstjeneste, der har fået BSA’s godkendelse, er Amazon.com, og BSA roser i en pressemeddelelse Amazon.com for sit arbejde med at overvåge tjenesten og starte nye tiltag der forhindrer salg af ulovlig software.
Auktionstjenester, der vil tilsutte sig ”Model Business Practices” og leve op til BSA’s krav skal blandt andet:
- Afvise sælgere der sælger ulovligt software.
- Tage ansvar for ikke at have ulovligt software på tjenesten. Dette indebærer aktiv overvågning af tjenesten for at identificere og afslutte auktioner som bryder ophavsretten.
- Reagere hurtigt og effektivt på tips om ulovlige auktioner.