Volkswagens lancerer en ny Golf, som er firmaets første masseproducerede internet-opkoblede bil. Bilen vil kun kunne købes over nettet. Golfen, der har fået navnet eGeneration, er udstyret med mini computer, mobiltelefon og MP3 afspiller.
"Nu bliver det muligt at tjekke e-mail, gøre bankforretninger, slå op i ordbøger og hente information om vejr, trafik og aktier mens man er i bilen", skriver Volkswagen i en pressemeddelelse.
Golf eGeneration ryger til salg på internet den 9. juli - og den kan kun købes i blå. Den tyske pris for den internet-opkoblede bil bliver på 19.315 dollar - cirka 165.000 kroner. Det er kun cirka 2000 kroner mere end en normal Golf koster.
Bilen kan desværre kun købes i Tyskland, men Volkswagen vil bruge Golf eGeneration til at tage temperaturen på markedet. Hvis der er stor efterspørgsel på den internet-opkoblede bil vil man overveje at udvide produktionen.
I første omgang forventer Volkswagon at kunne sælge omkring 3.000 af Golf eGeneration.