Når den nye version 5.0 af Microsofts styresystem til pda'er, Windows Mobile for Pocket PC, kommer på gaden inden længe bliver det også i en dansk udgave, som dermed vil gøre det endnu nemmere for danske pda-ejere at bruge.
Windows Mobile er fællesnavnet for Microsofts styresystemer til mobile apparater og på Microsoft Mobile & Embedded DevCon 2005 i Las Vegas præsenterede firmaets grundlægger Bill Gates tirsdag den nye version 5.0, der indeholder forbedrede netværksmuligheder og hurtigere adgang til information og underholdning.
Derudover gør den nye version det også nemmere for hardwareproducenter og mobiloperatører at skræddersy løsninger til deres kunder.
»I løbet af de sidste fem år har vi oplevet et markant skift i folks måde at tilgå data og ydelser på via deres mobile enheder, hvad enten det drejer sig om multimedia eller forretningsapplikationer. Windows Mobile 5.0 gør det muligt for vores partnere at udvikle spændende nye hardwaredesigns og løsninger, som vil revolutionere kundernes brug af de mobile enheder,« siger Bill Gates.
For fem år siden var tre producenter alene om at levere de første Windows Mobile-baserede pda'er, men i dag leverer 40 hardwareproducenter Windows Mobile-baserede produkter til 68 teleselskaber i 48 lande. Disse hardware- og operatørpartnere har været medvirkende til en indtægtsstigning på 31 procent for Windows Mobile fra 2003 til 2004, påpegede Microsoft-chefen.
Hos den danske produktchef for Windows Mobile er det især den danske version, der vækker begejstring.
»Windows Mobile 5.0 repræsenterer et vigtigt skridt i udviklingen af Windows Mobile-platformen. Platformens forbedringer giver både operatører og forhandlere af mobile enheder mulighed for at levere skræddersyede løsninger til brugerne. Jeg er især virkelig glad for, at vi for første gang kan tilbyde Windows Mobile for Pocket PC på dansk. Vi har allerede mange danske brugere af Pocket PC, og de får nu en endnu bedre brugeroplevelse,« siger Nis Bank Lorenzen, der er produktchef i Microsoft Danmark.