Computerproducenten Dell Computers skal over de næste tre år levere IT-udstyr til den fælles nordiske dagligvareaktør Coop Norden. Det er resultatet af en rammeaftale til en samlet værdi af 400 millioner kroner, som de to selskaber netop har indgået.
Aftalen omfatter levering af stationære og bærbare pc'er, servere, skærme og printere til Coops forretninger i de tre nordiske lande.
Ifølge vice-koncernchef i Coop Norden, Jørgen Clausen, er aftalen med Dell kun den første af en række teknologiske fællesindkøb for Nordens største dagligvare aktør.
- IT-området er det det første vigtige skridt for at opnå fordele. Vi vil meget hurtigt kunne tage fat på andre områder som for eksempel telekommunikation, softwarelicenser med mere, siger han.
Coop Norden forventer at spare 60 millioner kroner om året ved at have indgået en fælles aftale for levering i hele norden.
Dell som forhandler
Ifølge pc-analytiker hos IDC, Anders Elbak, er aftalen en god indikator for den generelle tendens til, at de store virksomheder i højere grad end tidligere køber ind i store fællesaftaler på tværs af landegrænserne for at opnå rabatter. En udvikling, som også betyder, at de store producenter i højere grad agerer som forhandlere.
- De store virksomheder vil kun have én kontakt, når det gælder indkøb af IT-udstyr, og derfor er det værd at bemærke, at aftalen også omfatter printere og skærmterminaler, som Dell ikke selv producerer, siger Anders Elbak.
På printersiden forhandler Dell produkter fra Lexmark, der dermed også får glæde af aftalen.