Et af de vigtigste argumenter for at skifte til ip-telefoni - nemlig muligheden for at spare telefon-abonnementet på 119 kroner om måneden - bliver blokeret af TDC, som kræver at alle ADSL-kunder skal betale for en telefonlinie eller bærelinie, skriver Ingeniøren|net.
Ifølge abonnementsvilkårene har TDC ret til at lukke bredbånds-forbindelsen, hvis kunderne opsiger deres telefonlinie. Dermed er kunderne tvunget til at betale for telefonlinien, også selvom de ikke bruger den.
I Norge har Telenor opgivet at tvinge sine ADSL-kunder til at betale for passive telefonlinier, men forlanger dog en fast afgift på 60 kroner om måneden for kobberledningen, der fører ind i huset.
TDC har ingen planer om at give kunderne mulighed for at få ADSL uden telefon og begrunder det med, at prisen er baseret på selskabets samlede omkostninger ved at drive nettet.
Men ip-telefoni-udbyderen Redspot mener at TDC dermed har mulighed for at bremse udbredelsen af ip-telefoni i Danmark.
»Det er bestemt ikke rimeligt. Det forhindrer udbredelsen af ip-telefoni i Danmark,« siger Redspot-direktør Aksel Lykke Poulsen til Ingeniøren|net.
Hvis man vil spare det dyre telefonabonnement hos TDC er den eneste mulighed at skifte til en anden bredbånds-leverandør. Men også her skal man passe på, da flere udbydere, heriblandt Tele2, også tvinger kunderne til at betale for et fastnet-abonnement.