I forbindelse med lukningen af de tre Midt-Data-butikker i Aalborg, Århus og Odense blev 16 ansatte samt et antal ungarbejdere afskediget.
Efter konkursen har flere ansatte krævet deres løn fra Lønmodtagernes Garantifond. Det oplyser garantifonden, der fortæller at man har fået tre krav fra medarbejdere for manglede løn.
Direktør i nuværende og tidligere Midt-Data, Allan Carøe Sørensen understreger, at ingen vil tabe penge på den aktuelle konkurs. Da Midt-Data sidste år lavede en rekonstruktion af virksomheden gik det ud over et antal leverandører, der ikke fik deres tilgodehavende, men denne gang er der ingen, der vil lide tab.
»Alle får deres løn,« siger Allan Carøe Sørensen, som dog ikke ønsker at uddybe sagen nærmere.