Fødevareministeriet og Trafikministeriet har valgt CSC som leverandør af nye sags- og dokumentssystemer. Prisen oplyses ikke.
Aftalerne betyder, at CSC skal levere FESD-systemer (Fælles Elektronisk Sags- og Dokumenthåndtering) til Fødevareministeriet og Trafikministeriet.
Ud over at levere systemerne skal CSC også i en treårig periode stå for drift, support og vedligehold af systemerne hos Fødevareministeriet.
Hos Trafikministeriet skal systemet betjene 340 medarbejdere, og hos Fødevareministeriet skal det benyttes af 130 brugere.
»Det er vigtigt for FESD-projektets succes, at der kommer flere aftaler i stand, end vi har set indtil nu. Mange institutioner har afventet særtogenes implementeringer, de er nu sat i gang, og jeg mener, at det vi ser her er begyndelsen til den næste bølge af ESDH-kontrakter,« siger Jette Aagaard Madsen, FESD-direktør, i CSC.
CSC har allerede leveret FESD-løsninger til blandt andet Videnskabsministeriet, Socialministeriet, og Miljøministeriet.