Vi har hørt om dual-core og quad-core, men nu skal vi lære et nyt begreb; triple-core. AMD har netop bekræftet, at selskabet udvikler en ny version af sin Phenom-processor med K10-arkitektur, som indeholder tre kerner.
Processoren får sandsynligvis navnet Phenom X3 og skal fylde et hul på markedet mellem de billige dobbeltkerne-modeller og de meget kraftige, men dyre firekerne-cpu'er.
Den nye model er baseret på den samme chip-die som server-processoren Opteron med fire kerner (kodenavn Barcelona), der blev præsenteret i sidste uge. Det betyder så, at chippen faktisk indeholder hele fire kerner, hvoraf kun tre er aktiveret i X3'eren.
Spørgsmålet er så, om kreative computerejere kan finde en vej til at aktivere den fjerde kerne og dermed få en billig quad-core-processor.
Barcelona har en forholdsvis lav taktfrekvens på 2 GHz, som skal øges til 2,5 GHz senere på året. Men Phenom-serien er rettet mod meget krævende computerbrugere og her bliver taktfrekvensen sandsynligvis på mindst 3 GHz.
De første Phenom-processorer kommer i december, mens triple-core-modellen ventes i det første kvartal af 2008.