Så er der godt nyt til Flash-udviklere. Apple har besluttet at løfte de strenge restriktioner, som spændte ben for Adobe i foråret.
Adobes Flash har hele tiden været bandlyst fra Apples mobile apparater, men der kom endnu mere kold luft mellem Adobe og Apple, da Apple spærrede tredjepartsprogrammer i udviklingsfasen, Det vil sige, at man heller ikke måtte anvende Adobe-redskaber til at udvikle spil. Beslutningen kom før Adobes Flash-compiler Packager blev tilgængelig. Den kan populært sagt konvertere Flash-programmer til iPhone-applikationer.
Men nu er Apple vendt på en tallerken.
Det betyder, at tredjepartsudviklingsværktøjer som Packager-funktionen i Flash Professional CS5 nu fungerer igen.
Forklaringen skulle ifølge Apple være, at mange udviklere har klaget over de restriktive vilkår.
"Så vi slækker nu på alle restriktioner omkring udviklingsværktøj, der kan lave iOS-programmer, så længe de færdige apps ikke henter noget kode. Det giver forhåbentlig fleksible vilkår til udviklerne, mens vi kan opretholde den grad af sikkerhed, som vi ønsker," skriver Apple.
Ifølge firmaet har man lyttet til kritik fra de mange udviklere:
Men stadig ingen Flash
Adobe jubler over beslutningen på firmaets blog. Ifølge softwarefirmaet er der allerede blevet godkendt flere apps til Apple App Store, som netop er udviklet med afsæt i Adobes program.
Men selv om Apple nu åbner en kattelem for Adobe og de mange Flash-udviklere, så skal man ikke gøre sig nogen forestillinger om at se den bandlyste Flash-afspiller på iPhone eller de andre iOS-apparater foreløbigt.
Adobe oplyser, at firmaet fortsat vil arbejde på at udbrede Flash Player 10.1 og AIR-programmer til så mange apparater som muligt. Blandt andet igennem et samarbejde med Google, HTC, Microsoft, Motorola, Nokia, Palm/HP, RIM, Samsung og flere.