Efter at musik og film er blevet digitale og de trykte magasiner og aviser er ved at forsvinde til fordel for online-medier, er turen måske kommet til bøgerne. I sidste uge var det Asus, som kunne annoncere et nyt læseapparat til elektroniske bøger, og Sony satser også stort på e-bøger. Men Amazon har fået størst opmærksomhed med sin Kindle, som stadig kun sælges i USA.
Selvom Kindle har nået sin anden generation vil Amazon stadig ikke rykke ud med tal for, hvor mange enheder der er solgt, og det tolkes som et tegn på, at salget måske ikke går helt så godt som ventet.
Nye tal fra det amerikanske marked ser ud til at bekræfte dette. En rundspørge blandt 1.500 forbrugere foretaget af In-Stat viser at kun små 5,8 procent ejer et læseapparat til e-bøger. Og kun 11 pct. vil købe én inden for de næste 12 måneder.
Tallene er især bemærkelsesværdige, fordi In-Stat kun har spurgt teknisk kyndige, high-end forbrugere som normalt anskaffer sig ny teknologi inden det brede marked. Men selv her er interessen for e-bøger altså begrænset.
Forklaringen kan være, at enhederne stadig er for dyre. Tal fra Forrester viser, at 65 pct. af de voksne amerikanere ville overveje at købe et læseapparat til e-bøger, hvis prisen var mindre end 98 dollar.
Det skal sammenlignes med, at selv den billigste Kindle koster 299 dollar i USA, og Sonys sælger den mindste version af sin Reader for 199 dollar. Mindre end 10 pct. af forbrugerne er parat til at betale så meget for et læseapparat, ifølge Forrester.
In-Stat har også spurgt til, hvilke funktioner forbrugerne efterspørger, og her kommer e-mail ind på en klar førsteplads, fulgt af længere batteri-levetid og direkte netforbindelse.
Forrester konkluderer at priserne skal langt ned, før disse mobile enheder bliver interessante for et større marked, og de vil aldrig blive så udbredte som mp3-afspillere. Så meldinger om papirbogens død må siges at være en overdrivelse.