Nogle af bestræbelserne for at bjærge data fra det forliste webhotel Needhost giver nu bonus.
Det er konkurrenten Surftown, der endelig har besluttet at være formidler af den begrænsede Needhost-backup på 400GB, der skulle være på dansk jord. Surftown vil stille mandskab og teknik til rådighed, så de korrekte kunder modtager den korrekte data.
Så snart Needhost officielt er meldt konkurs, og en kurator er udpeget, vil det være muligt at gennemføre udleveringen af data.
Men det løser ikke problemet for alle Needhost-kunderne. Der er nemlig ikke foretaget backup af samtlige data, der var placeret hos det tyske hostingcenter Strato AG.
Og indtil videre har tyskerne kappet forbindelsen, fordi Needhost ikke har betalt alle regninger. Men de regninger vil Surftown måske også betale.
Marketingsdirektør Thomas Folmann vil hive tegnebogen frem, hvis det kan motivere tyskerne til at åbne for adgangen til dataen, som derfor næppe er slettet endnu.
Men det er ikke udelukkende et spørgsmål om kroner og øre. Tyskerne vil også have juridiske klarhed omkring udleveringen. Firmaet kræver en underskrevet formular fra den egentlige lejer af webhotellet, før data kan udleveres. Men den løsning besværliggøres af, at den egentlige ejer er et tysk pro forma-firma, der kun blev oprettet for at opfylde et krav om tysk tilstedeværelse. Firmaet er inaktivt og kun tilknyttet Needhost.
Men på trods af de fortsatte hindringer, så lader det altså til, at Needhost-kunder ikke er så nødstedte som først forventet.
Læs mere hos Surftown.