»Ejeren af Roxy World Trading ventede onsdag på en levering af CPU-er. Sendingen ankom cirka klokken et om natten, men få minutter efter varene var blevet afleveret, blev indehaveren overfaldet og frarøvet de 14 kasser med CPU-er,« forklarer fungerende kriminalassistent Charlotte Skovby fra Roskilde Politi til CRN.
Det er politiets klare overbevisning, at de to gerningsmænd, har ventet på leverancen, for så at slå til lige efter varerne var leveret.
Først trængte en maskeret og bevæbnet mand ind i butikken og lagde ejeren i håndjern, derefter kom endnu en maskeret røver ind i butikken. Han sprayede først et overvågningskamera til med en sprayflaske og efterfølgende sparkede den samme røver indehaveren i hovedet. Ejeren af Roxy World Trading kom dog ikke alvorligt til skade ved det brutale overfald.
Kriminalpolitiet ved endnu ikke hvor mange CPU-er, der var i de 14 kasser, men indehaveren af Roxy World Trading har opgjort værdien til 1,8 millioner dollars, hvilket svarer til knap 11 millioner danske kroner.
De to røvere flygtet fra stedet i en hvid Ford transit, men ifølge Charlotte Skovby har kriminalpolitiet endnu ikke noget konkret spor af gerningsmændenes videre færden.