Sun Microsystems er mest kendt for sine kraftige arbejdsstationer og servere, men firmaet vil nu også sælge processorer til andre producenter. Den nye server-processor, UltraSparc T2, sælges uafhængigt af Suns egne systemer og betegnes som den hurtigste standard-mikroprocessor på markedet.
Den slags beregninger skal tages med et gran salt, men processoren skulle være ekstrem hurtig med otte kerner og otte tråde per kerne, som hver kan afvikle sit eget operativsystem. Det giver et 64-vejs-system på en enkelt chip. Taktfrekvensen er kun på 1,4 GHz, og det begrænser strømforbruget til maksimalt 84 watt. Mange desktop-processorer bruger næsten dobbelt så meget strøm.
Sun fortæller at hele designet af UltraSPARC T2 bliver lagt ud som open source via GPL-licensen. Det er Texas Instruments, der skal fremstille processoren med 65 nanometer strukturbredde og 503 millioner transistorer.