Mandag bekendtgjorde Oracle at de nu vil gå i gang med en intensiv kampagne, der skal overbevise Peoplesoft-kunder om, at et Oracle-opkøb ikke vil betyde at kunderne - og deres applikationer -bare vil blive syltet.
Chuck Phillips, executive vice president hos Oracle, leder kampagnen, hvor Oracle lover ikke at lukke ned for Peoplesofts produkter eller supporten.
»For at få det helt på det rene: Vores opkøb af Peoplesoft giver kun mening for vore aktionærer, hvis vi sørger for at Peoplesofts kunder bliver ved med at være glade,« hedder det i en udtalelse fra Phillips.
I starten af juni bød Oracle 5,1 milliarder dollar - omtrent 33 milliarder kroner - for Peoplesoft. Det var blot få dage efter Peoplesoft indledte et opkøb af J.D. Edwards. Siden da har PeopleSoft og J.D. Edwards sagsøgt Oracle og forskellige Oracle-chefer, heriblandt Phillips.
Oracle har besvaret søgsmålene med andre søgsmål, og har forhøjet deres bud til 6,3 milliarder dollar. Mindst én ameriaknsk delstat - Connecticut - har desuden anlagt monopolsag mod Oracle, og andre delstater - blandt andet Texas og Californien - mødes idag for at drøfte og de vil følge efter Connecticut.
USA's justitsministerium undersøger for øjeblikket det lovmæssige omkring Oracles opkøbsforsøg.