I en artikel i Washington Post lover Facebook-stifter Mark Zuckerberg at det bliver lettere for brugerne at beskytte deres private data. Zuckerberg svarer dermed på den skarpe kritik af manglende databeskyttelse hos Facebook.
Senest har amerikanske medier afsløret at annoncører hos Facebook har modtaget brugernavne for de personer, der har klikket på annoncerne.
I en anden sag har det tyske tv-program Monitor afsløret, at funktionen ”Find venner” i nogle tilfælde sender brugernavne og kodeord til Skype, instant messenger- og e-mail-konti uden kryptering – selvom Facebook lover, at alle informationer bliver krypteret med SSL (Secure Sockets Layer).
En aktuel rundspørge fra sikkerhedsfirmaet Sophos ser også ud til at bekræfte, at mange brugere overvejer helt at droppe Facebook, fordi de frygter for deres data.
Mark Zuckerberg kommer ikke med konkrete detaljer til, hvordan brugerne kan beskytte deres private data, men han lover at der kommer nye indstillingsmuligheder, der skulle være lettere at bruge. Det bliver også nemmere at deaktivere tredjeparts-tjenester.
Han gentager at Facebook ikke giver sine annoncører adgang til brugernes private data – men dette er altså en sandhed med modifikationer, som den sidste uges afsløringer viser.