Det danske fladskærms-firma Alfa View fordobler deres antal af butikker rundt om i landet. Alfa View åbner ti nye butikker, hvor man kan købe fladskærme, indenfor de næste tolv måneder. I øjeblikket har det danske fladskærms-firma ti butikker fordelt ud over Danmark.
Det er den stigende efterspørgsel efter Alfa Views fladskærme, som får det firmaet til at satse på Danmark.
»Nu skal vi ind og have endnu større markedsandele i Danmark. Vi har set, hvilken betydning, det har for salget, at vi bruger vores butikker som udstillingsvindue. For eksempel på Gyldenløvesgade ind mod Rådhuspladsen i København, hvor der dagligt passerer tæt ved 60.000 biler forbi vores fladskærme,« siger administrerende direktør for Alfa View, Ole De Leeneer, til it-avisen ComON.
Der er ingen efterspørgsel på tv med billedrør mere. Forbrugerne vil kun have fladskærme. Det har Allan Bugge, direktør i brancheforeningen for forbrugerelektronik, tidligere meldt ud i medierne. Det samlede salg forventes at runde 200.000 af fladskærmen i år.
»Vores konkurrenter er B&O, Sony og Pioneer. Det er store konkurrenter, så derfor har vi valgt at sælge os selv på tryghed. Vi bryster os af at have den bedste service. Vi vil give kunden de bedste råd, inden han køber. Men vi vil også give kunden den bedste hjælp, hvis fladsærmen lige pludselig går i stykker,« siger Ole De Leeneer.
Af de næste tre butikker, som Alfa View åbner, kommer to af dem til at ligge i Jylland og én på Sjælland.
Alfa View er en dansk virksomhed, som kun arbejder med fladskærme. Virksomheden leverer ny teknologi inden for LCD og plasma. Alfa View producerer deres egne fladskærme og sælger dem gennem deres egne butikker.